Kun sjældent har danske toppolitikeres flair for smarte fiflerier, list og taktisk snilde afsløret sig så grelt som hin råkolde efterårsdag midt under besættelsen, da partiets ledende skikkelse, statsminister Vilhelm Buhl, den 2. september 1942 gik til mikrofonen i det nye radiohus i Rosenørns Allé og med alvorstung stemme holdt sin berygtede antisabotagetale til det danske folk.

Mange sad ved radioapparaterne og lyttede, da landets førstemand formanede til ro og orden og i stærke vendinger fordømte modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet: ”Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser, der kan begås mod et krigsførende land, og i almindelighed kendes der for sådanne forbrydelser i de krigsførende lande kun én straf, nemlig dødsstraf …”

Vilhelm Buhl stemplede uroen og modstanden imod tyskerne til at være drengestreger lavet af uforstandige og ubesindige unge: ”Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at dén, som begår sabotage eller hjælper med dertil … handler mod sit fædrelands interesse.”

En ung soldat fra Hejnsvig i Vestjylland skulle vise sig at være af en helt anden støbning end datidens politikere. Den 21-årige Jens Thue Jensen havde modet til at lytte til sit hjerte, når samvittigheden krævede det, og uden tøven sagde han nej til Vilhelm Buhl og samarbejds- og tilpasningspolitikken.

Netop i disse måneder er det 70 år siden, at den unge vestjyde traf et modigt – men skæbnesvangert - valg og i sommeren 1943 gik ind i modstandskampen mod nazismen og med livet som indsats trodsede den tyske besættelsesmagt.

I en tid, hvor Europa stod i flammer og vor egen verden var ved at gå under, var den unge modstandsmand gennem dristige illegale aktioner med til at udfordre tyskerne og sikre, at Danmark ved befrielsen kom ud af krigen på De Allieredes side.

Den 22. februar 1945, kun få måneder før frihedsbudskabet fra BBC nåede til Danmark, blev han taget af tyskerne under en razzia på den overfyldte perron på Kolding Banegård. Trods sin unge alder var han dybt involveret i modstandsbevægelsens aktiviteter og det illegale arbejde i Vestjylland, hvor han havde været med til at starte sabotagegrupper i Esbjerg-Bramming området.

Han var netop ankommet med toget fra Esbjerg, og denne dag vrimlede det overalt med sværtbevæbnede Gestapofolk. En berygtet stikker – Jenny Holm – udpegede Jens Thue Jensen, da han steg ud af togvognen. Få uger senere blev han dømt til døden af en tysk krigsret for deltagelse i jernbanesabotage og spionage mod besættelsesmagten. Samme aften blev han ført til Ryvangen og skudt.

22 år tidligere var der glæde og feststemning i de lavloftede stuer i den lille landsby Hejnsvig i Vestjylland, da Jens Thue Jensen den 25. juni 1922 blev født som eneste dreng i den store søskendeflok med pigerne Hanne, Dorthe, Inger, Mie, Lise, Ruth, Bodil og lille Kis. Huset stod på den anden ende, og naboer, familie og venner strømmede til fra alle sider for at lykønske faderen Peter Jensen og moderen Ellen Marie Jensen med den lille efternøler.

Allerede i 1917 havde Jens Thues far, tørvefabrikant Peter Jensen, erhvervet et større areal mose og agerland ved Fugdal ved Hejnsvig og etableret Tørvefabrikken Fugdal, der kom til at spille en vigtig rolle for lokalområdet med flere hundrede ansatte.

Jens Thue blev født fem år senere og havde en dejlig opvækst og barndom i det lille landsbysamfund. Senere flyttede hele familien til Bramming, og få år efter at Danmark var blevet besat, besluttede Jens Thue at gå ind i kampen mod den tyske besættelsesmagt.

Modstanden mod tyskerne spirede overalt og viste sig i demonstrationer, illegale blade og småsabotage, der efterhånden tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.

Medvirkende hertil var en flok halvvoksne skoleelever i Aalborg, Churchill-klubben, der i foråret 1942 formåede at udfordre tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier. Historien spredte sig som en løbeild over hele landet, og beretningen om drengenes dristige aktioner vakte beundring og inspirede mange unge til at gå ind i modstandsarbejdet.

Den 7. juli 1943 blev Jens Thue, der læste til civilingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt i København, indkaldt til at aftjene sin værnepligt og rejste til Ringe på Fyn for at gøre tjeneste ved 14. artilleriafdelings Polytekniker-batteri ved kasernen dèr.

Det var under en aktion en måned senere, at modstandsmanden Poul Kjær Sørensen blev taget til fange af tyskerne og dømt til døden ved en tysk krigsret. Han blev henrettet den 28. august 1943 - den første henrettelse af en frihedskæmper i Danmark under besættelsen. Henrettelsen førte til store demonstrationer, der spredte sig til hele landet, og regeringen måtte opgive samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.

Dagen efter - den 29. august 1943 - erklærede den tyske værnemagt militær undtagelsestilstand og gennemførte aktioner over hele landet for at afvæbne det danske forsvar. Militærlejren i Ringe blev angrebet af tyske tropper lidt efter kl. 4 om morgenen. Efter en halv times heftige kampe, hvor der blev skudt med bl.a. maskingeværer og kastet håndgranater, blev skududvekslingerne indstillet og de danske soldater afvæbnet. Tabene kunne herefter gøres op: I Ringe såredes på dansk side tre mand, mens tyskerne havde fem hårdt sårede.

Netop begivenhederne den 29. august 1943 førte til, at Jens Thue sluttede sig til en illegal modstandsgruppe af polyteknikere, der skulle forsøge at fremskaffe sikre opbevaringssteder for den danske hærs våbendepoter og flytte våben og ammunition dertil.

Ret hurtigt blev Jens Thue involveret i modstandsbevægelsens aktiviteter i Vestjylland, hvor han var med til at starte sabotagegrupper op i Esbjerg-Bramming området. Han var med i Bramming Gruppen, der foretog adskillige industri- og jernbanesabotager, bl.a. aktioner mod DSB Vandtårnet i Bramming, jernbanelinjen mellem Sejstrup og Gredstedbro og Fanø Færgen Nordby, der sprængtes den 30. september 1944. Også skinneanlæg i jernbaneknudepunktet Bramming og tyskernes store lyskasteranlæg i Esbjerg blev sprængt, ligesom våbenmodtagelser og stikkerlikvideringer indgik i det illegale modstandsarbejde.

Men Gestapo kom på sporet af sabotørerne, og Jens Thue Jensens gruppe blev trævlet op. Den 22. februar 1945 blev han taget af tyskerne, kastet i fængsel og under timelange forhør udsat for spark, slag og direkte tortur. Men Gestapo fik intet ud af ham, og han blev overført til Vestre Fængsel i København. Den 10. marts 1945 om formiddagen blev han dømt til døden af en tysk krigsret for deltagelse i jernbanesabotage og spionage mod besættelsesmagten.

Samme dag skrev Jens Thue i cellen et gribende afskedsbrev, hvor han gjorde sit bedste for at trøste sine kære:

”Kære Far, kære Mor og kære alle Søstre!

Naar I faar dette Brev, er jeg sikkert ikke mere, men sørg ikke over mig, jeg er død med en god Samvittighed … jeg har Tillid til Gud, han skal nok hjælpe mig, ogsaa gennem det sidste. 

Jeg ved, at I begge to, Far og Mor, har vist mig den rette Vej her i Livet, særlig nu til sidst har jeg kunnet se det, og jeg har inderlig fortrudt, at jeg ikke altid har fulgt den; men jeg har bedt og beder stadig Gud om Tilgivelse … 

Jeg har gjort, som min Samvittighed bød mig ...” 

Sent om aftenen blev Jens Thue Jensen sammen med seks andre dødsdømte ført til henrettelsespladsen i Ryvangen og skudt.

Efter befrielsen i maj 1945 blev gravene i Ryvangen åbnet. Jens Thue Jensens søster, Lise, blev den 14. juni 1945 bedt om at tage ud på Retsmedicinsk Institut for at identificere Jens Thue. Hun kunne genkende ham bl.a. på den slipover, som en anden søster, Dorthe, havde strikket til ham.

Jens Thue Jensens jordiske rester blev ført hjem til Bramming, hvor et stort følge ventede for at følge rustvognen til fods gennem hjembyen. Onsdag den 20. juni 1945 blev han begravet fra Sct. Ansgar Kirke i Bramming sammen med barndomsvennen og gruppefællen Helge Brock Iversen, der netop denne dag kunne være fyldt 21 år.

Næsten 700 mennesker ville følge Jens Thue og Helge til deres sidste hvilested, og kirken var fyldt til sidste plads. I sin tale mindedes pastor Erik Balslev de to frihedskæmpere: "De fulgte Samvittigheden uden at spørge om, hvad det kostede. De handlede efter det gamle Ord: Skal Landet leve, skal nogen dø ..."

Og Vilhelm Buhl ... ?

Vilhelm Buhl kunne ved krigens afslutning krone en smuk politisk karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen i 1945. Også en gade fik han opkaldt efter sig: den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge Vilhelm Buhls Gade. 

- Louis Bülow